134 / 228
123
sted— de kunde lige saa gerne have kørt mig
ud paa Amager for at „rettes“.
Min Frygt forsvandt dog nogenlunde, da jeg
i Skriftestolen traf mine Medkonfirmanter og
saaePaullisvenligeAnsigt; men saa kompludselig
en Skikkelse ind, som tildrog sig hele min Op
mærksomhed.
Det var en svær, bredskuldret Mand i blaa,
langskødet Frakke og en hørgul Paryk paa Ho
vedet. Panden faldt skraat tilbage, Næsen var
bred og flad, Munden fremstaaende, men Hage
partiet saa lidet Udviklet, at hans Profil aldeles
mindede om et af Troens hellige Faar eller
Christian den Sjette, om man vil. Han saae ud
til at være Brygger eller Brændevinsbrænder, var
meget rød i Ansigtet, stønnede astmatisk og
tørrede uophørlig Sveden af med et rødtærnet
Bomuldstørklæde.
Jeg syntes, at han saae saa komisk ud, at
jeg maatte vende øjnene fra ham for ikke at'
forstyrres i min Andagt; men da han satte sig
lige bagved mig, kunde jeg ikke undgaa at faa
hans hede, pustende Stønnen lige i Nakken, og
af og til var denne ledsaget af et klagende
„aa, ja ja,“ som hyppigt faldt meget uharmonisk
sammen med Paullis veltalende Ord.
Endelig var Skriftemaalet forbi, og ved min
Faders Side traadte jeg op til det hellige Alter,