132 / 228
121
gang i højeste Grad barnlig troende og hørte
med stor Andagt paa den Lære, Paulli forkyndte.
Han havde en særegen indtrængende Evne til
ligesom at hamre Skriftens Ord fast i de Unges
Hukommelse, megen Flugt og Fart i sin fan
tasirige Fremstilling af de hellige Begivenheder,
og han var i det Hele en Præst, hvis Ord vakte
Tro og Tillid hos de Unge. Men ved Siden
heraf dukkede der stundom en vis tør Praktik
frem, som stod fuldkommen disharmonisk til
hans ellers saa billedrige Fremstilling, og derved
virkede ligesom en Spand koldt Vand efter et
varmt Bad. Han lærte os saaledes, hvorledes
man skulde hjemmedøbe Børn, berette døende
og foretage lignende præstelige Handlinger, som
Lægmænd kunsjælden faar Anvendelse for. Stun
dom kunde disse praktiske Vink komme saa
akavede, at de rent tog Løftelsen fra mig. Saa
ledes sagde han en Dag, efter at have skildret
den hellige Nadvers Indstiftelse, pludseligt til
os: „Naar I nu kommer til Alters, maa I passe
godt paa to Ting. Naar jeg rækker eder Brødet,
der er formet som en Oblat, maa i passe paa
strax at rulle den godt med Tungen, for ellers
klæber den fast i Ganen, uden at I kan synke
den, og dernæst maa I passe paa at trække
Vejret rigtig dybt inden
1
drikker af Kalken,
for ellers kan I let komme til at hoste og faa