128 / 228
117
og dog var der Tak og Taarer tiPdisse gamle
Veteraner, som havde baaret Danmarks Hæder
frem i vore tre mindeværdige Krigsaar. Men
for mig var det, som saae jeg henfarne Aander,
henfarne Tider drage mig forbi, og jeg spejdede
forgæves efter den unge, kække Soldat, der
havde løftet mig paa sine Skuldre og baaret mig
ud paa sit Tornister.
Maaske var det den gamle, graahaarede Ve
teran, som nu i sin Bondekofte og støttende
sig til den tykke Knortekæp sendte mig saa
venligt et Øjekast — jeg veed det ikke. Men Et
veed jeg: det var et Gengangertog, der drog
mig forbi, og Himlen gjorde Sit til at lægge
Sørgefloret over Veteranernes Faner. Under
drivende Skyer, i øsende Regn tog det sig for
mig ud, som et langt sørgende Ligtog, thi bag
Skyerne, fulde af Graad, skimtede jeg det
Ulykkensaar, der havde røvet os Sejrens Frugter
og knust vore stolteste Forhaabninger.