126 / 228
115
og man favnedes midt paa Gaden, under Blom
sterregn og tusinde Tørklæders Viften — hele
Kjøbenhavn var i de Dage en eneste stor Fa
milie, som rakte Armene ud mod deSønner, der
havde forsvaret Arne og Fædreland. Det var
Sejrens Dage, Danmarks stolteste Tid — Glans
og Hæder over dem, der skabte den!
Min sidste Erindring er fra Ridehusets Ban
ket for Tropperne. Jeg var blandt dem, der
opvartede Soldaterne — hvor glad, hvor stolt
følte jeg mig ikke derover. Og da de saa
skuldedrage afsted, hægtedejeg Tornisterremmen
for en blond, bredskuldret Soldat med et præg
tigt Fuldskæg, der naaede ham halvt ned paa
Brystet; han lo ad mine kejtede Bestræbelser,
bukkede sig dybere ned, greb mig om Livet,
rettede sig i Vejret, og der sad jeg nok saa net
paa Randen af hans Tornister, medens han
marcherede ud under Tilskuernes rungende
Bifaldsraab.
Først uden for Ridehusets Port fik jeg min
Frihed og benede afsted det bedste jeg kunde,
jeg syntes jeg havde været til Latter for det
ganske Kjøbenhavn.
Og da jeg saa om Aftenen sent vandrede
ud til Skolen ved det gamle Laboratorium, lød
der Jubel og Sang, højrøstet Tale, og Hurraraab
fra alle de Beværtningssteder jeg kom forbi.
8
*