121 / 228
110
Hvor tydelig husker jeg ikke den Dag, da
Efterretningen omNederlaget naaedeKjøbenhavn.
Fader og jeg vare gaaede op paa Charlottenborg,
hvor Udstillingen lige var aabnet, og vandrede
gennem de store Sale, hvor der var faa Folk
og færre Malerier end ellers. Overalt mærkede
man Krigsstemningen; den sædvanlige Charlot-
tenborgkritik var forstummet, og foran enkelte
udmærkede Billeder talte Tilskuerne mere om
Krig end om Kunst.
Just som vi vare gaaede gennemFigursalen,
kom Takkelmester, senere Kommandør Braém
gaaende med sinHustru hen imod os og raabte
fornøjet: „Naa, jeg kan bringe dig en god Efter
retning, kan du huske du var bange for min
Søn? Nu kan du slaa den Sorg af Hovedet,
han er bleven Kadet ombord paa Christian den
Ottende — saa har jeg da ham i Sikkerhed!“
Da saae jeg et løjerligt Syn langt inde i Salen,
en lille graahaaret, spidsnæset Mand løb fra den
ene Gruppe til den anden, borede sig ind i dem,
sprængte dem fra hinanden ved nogle uhørlige
Ord og løb saa videre lige hen imod os.
„Har De hørt den sidste Nyhed fra Krigen?“
fistolerede han. „Christian den Ottende er
sprængt i Luften og Gefion har strøget Flaget
for et tysk Batteri.“