122 / 228
111
Braemblev ligbleg, greb sin besvimendeHu
stru i sine Arme og spurgte blot: „Hvor?“
„I Eckernførde Bugt,“ svarede Manden og
ilede videre. Han hørte til de rigtige Ulykkes
fugle, for hvem selv Sorgen er en Nydelse,
naar den blot er en Nyhed.
Braém vendte sig mod Fader og sagde med
lav Stemme:
„Saa fik Paludan dog Ret! — Min stakkels
Dreng!“
Jeg maatte løbe efter en Droske, og da jeg
kom ned paa Kongens Nytorv laa der Ulykke
i Luften, Ulykke over de spredte, sagte sam
talende Grupper, ja, — om det saa var et Par
Matroser ude fra Nyboder, saa bandede de ikke
lystigt op som ellers, men græd som Børn, og
de samme triste Syner gentog sig overalt da vi
gik hjem.
Først lang Tid efter fik jeg at vide, hvad
Braéms Ytring om Paludan betød, og da Sagen
er ganske mærkværdig, skal jeg meddele den
her.
Om Formiddagen den
5
te April, netop
paa den Tid, da Bataillen fandt Sted, kom
Braém op til Paludan, hvis Tvillingbroder var
Chef paa Christian den Ottende. Da Braém
traadte ind, gik Paludan heftigt op og ned ad