127 / 228
116
Kiggede man ned gennem de smaa, forvitrede
Kælderruder i Knejperne ved Børsen, saae man
dem fyldte af Soldater, som trakteredes af de
glade Kjøbenhavnere, og overalt klang Dagens
nyeste Sejrssang:
„Dansken har Sejr vundet,
Hurra, Hurra !
Tysken sin Grav har fundet,
Huira, Hurra!
Trindt om paa Danmarks Vænge,
Hurra, H urra!
Jubler de danske Drenge
Hurra, Hurra!
Men hvad maatte jeg saa opleve halvtred
sindstyve Aar efter! — De steg op af Fortidens
Grave, disse min Barndoms stolteste Syner; de
gik igen, disse Skikkelser fraBau og Flensborg,
fra Isted og Fredericia. Men de kom ikke som
før, i stolte, tætsluttede Rækker, under Kano
nernes Torden og Trompeternes Klang. Det
var ikke længer disse unge, solbrændte, kraftige
Mænd, med Marchens Støv paa de falmede
Faner, og det var ikke i Sejrens Lys og Sol
skin de drog frem. Nej, det var en lang, uord
net Skare af gamle, graahaarede, affældige Mænd,
som i øsende Regn drog gennem Kjøbenhavns
Gader, forbi en Slægt, der ikke havde set
deres Bedrifter, og derfor næppe forstod dem.