KrigenKoleraen

112

Gulvet, vridende sineHænder, og hilste hammed

det Udraab: „I Dag sker der en Ulykke.“

Braém vilde have nærmere Besked, men Palu-

dan kunde ikke give anden Forklaring, end at

han bestemt havde paa Følelsen, at hans Tvil

lingbroder var stedt i Fare med det Skib han

kommanderede. At Broderen havde faaet Ordre

til at løbe ind i Eckernførde Fjord vidste Palu-

dan aldeles ikke, han troede tværtimod, at Linie

skibet laa under Rygen; men at Ulykken vilde

komme, derpaa var han sikker — og det slog til.

I Tyskland vakte Eckernførdesejren en ube

skrivelig Jubel; thi Ingen havde drømt om, at

Nassauske og Lippedetmolske Feltpjecer kunde

gøre det af med to af Danmarks stolteste Kamp

skibe.

I Prosa og Vers lød der et skingrende Sejers

hyl over hele „das grosse Vaterland“, og „die

dumme Dånen“ bleve gjorte adskilligt dummere

ved en Sejr der mere skyldtes Utield end Tap

perhed.

Men størst var Sejershylet i den lilleRavne

krog, som de danske Chefer havde skaanet for

et velfortjent Bombardement, en Humanitets

følelse, som Preusserne senere saa smukt be

svarede ved Bombardementet af Sønderborg i

1864

. Hele Eckernførdes Befolkning strømmede

ned til Stranden for at se det sprængte, for