125 / 228
vi tog fat paa Chininen, da jeg nede fra Skole
pladsen hørte tordnende Hurraraab, jublende
Stemmer og Trin af mange Fødder, der stor
mede op ad Trapperne. Jeg tænkte, at vi havde
faaet Maanedslov, og sukkede saa smaat over,
at jeg nu skulde ligge den hele Dag ganske
alene; men da blev Dørene revne op paa vid
Gab. Under ustandselig Jubel styrtede Kamme
raterne ind og forkyndte Sejren ved Fredericia
med straalende øjne.
Da rejste jeg mig op af min Seng, klædte
mig paa og gik ud med de Andre. Skønt jeg
en Time i Forvejen havde rystet som et Espe
løv, var Feberen som blæst bort, og jeg har
aldrig haft den senere.
Og saa kom Indtoget i September, dette
Triumftog, der har skaaret sig saa skarpt ind i
min Erindring, at jeg kunde male det, hvis jeg
var Kunstner. Fra Løveapotekets Altan saae
jeg disse solbrændte, hærdede Soldater komme
i Parademarch, med Bøgeløv i de blaa Huer
og friske Buketter i deBøsseløb, der kort i For
vejen havde udsendt deres dødbringende Kugler.
De kom fra lange Marcher med fuld Oppak
ning, og dog gik de som til Dans gennem de
flagsmykkede Gader, under Tonerne af den
tapre Landsoldat og Tordenen af et helt Folks
Jubelraab. Man lo, man græd, man kyssedes
114