131 / 228
120
Erindringen om min Konfirmation er egent
lig kun Kulde. Jeg frøs i Vognen, frøs i den
store kolde Kirke, som dengang ikke kunde op
varmes. og da jeg kom hjem igen, var jeg saa
legemlig og aandelig medtaget, at jeg rystede
som et Espeløv.
1
min lille stumpede Trøje stod jeg saa om
Aftenen ved Døren for at tage mod Gratulation
af de talrige Gæster; men de fleste lod mig staa
og antog min Broder Sophus for Konfirmanden,
skønt han var to Aar yngre end jeg. Det var
en skrækkelig Ydmygelse, men tillige et godt
Bevis paa, hvor meget det ublide Pensionatsliv
havde hæmmet mig i Væxten. I min Faders
Optegnelser staar følgende korte Notits:
1851
,
27
de April, Vilhelm konfirmeret,
52
Tommer.
Senere gav Hjemmets Luft mig Garderhøjde.
Der knytter sig til min Konfirmation en
Episode, som muligt kan forarge en eller anden
Indremissionær, men som jeg dog vil fortælle,
dels fordi den kastede en Skygge mellem Fader
og mig, dels fordi den viser, hvor forsigtig en
Sjælesørger bør være med at fremmane Billeder,
der skræmme den barnlige Fantasi.
Paulli var en meget alvorlig Mand, der med
stor Nidkærhed varetog sin Præstegerning og
ikke taalte, at Konfirmanterne drev nogen Spot
med Bibelen eller dens Ord. Jeg selv var den