117 / 228
106
serne, sommest fængslede os Drenge, og vi for
sømte ikke nogen Lejlighed til at komme med
naar Trommerne lød; men der var ogsaa Lej
ligheder, hvor Begejstringen slog ud i saa klare
Flammer, at deres Genskin lyser og varmer
endnu efter et halvt Aarhundredes Forløb.
Jeg var en Dag drevet ud ad Vesterport.
Det hed sig, at Soldaterne skulde afsted med
Jernbanen, og det maatte jeg naturligvis se. Det
danske Jernbanenet var dengang akkurat fire
Mile langt. Det strakte sig fra Kjøbenhavn til
Roskilde, og hertil skulde Soldaterne befordres.
Den nye Banegaard, en tarvelig Træbygning i
Nærheden af Tivoli, glimtede af Vaaben og
Uniformer, der som en lang rød Linie fyldte
Waggonerne med disse djærve Helteskikkelser,
der skaffede os Sejrene ved Fredericia og Isted,
ved Frederikstad og Flensborg. Tæt pakket op
til Banens Rækværk stod Tusinder af Mennesker,
som vilde sige de Bortdragende Farvel. Hvide
Tørklæder flagrede somDuer, og Jenserne svang
til Gengjæld deres Feltflasker og bredbugede
Chakoter.
Da raabte en ung Soldat ud ad Kupévinduet;
„Er her Ingen, som giver Noget til en Dram?“
Dette skulde være en Vittighed, men Spøgen
blev optaget som Alvor. En aldrende Borger
kone rodede ivrigt i sin Lomme, og i næste