114 / 228
103
stal, hvor hver Flade og hver Kant stivner iBereg
ningens Ro. „Tale er Sølv, tie er Guld — jeg
har som Finansminister nu altid foretrukket
Guldet.“
EnHaandbevægelse, et Buk, og Forsamlingen
gik hjem, akkurat lige saa klog som den var
kommen. Det havde man ikke ladet sig nøje
med i Otte og Fyrre.
Ogsaa det store Folketog til Christiansborg
greb mig ved sin imponerende Vælde, Midt
gennem den bølgende Menneskemasse skød den
sig frem, denne Borger-Falanx, med Hvidts
noble Skikkelse i Spidsen. Det Hele gik saa
roligt, sindigt, støt og trygt, at man ikke for-
staar Uroen paa Slottet, mindst hos Hans Maje
stæt.
Frederik den Syvende var i det Hele ingen
Helt, og i hans første vanskelige Regjerings-
periode svajede han for vexlende Stemninger af
højst ulig Natur. Snart vilde han regére, snart
abdicere, og da han nu saae det store Tog
nærmesig Slottet, udbrød han blegnende: „Hvad
er dette? Hvorfor stormer denne store Folke
masse mod vort Slot?“
Stemann svarede: „Deres Majestæt, det er
Kjøbenhavns Borgere, som under Anførsel af
deres Repræsentanter kommer for at bede om
en Konstitution."