KrigenKoleraen

den guddommelige „jydske Slavekrig“ — minder

den ikke præcis om Peder Paars og hans Mænd

i Slaget paa Anholt? —

Selv „gamle Gunhild“ mangler ikke i dette

morsomme Epos.

Ogsaa Borgerdydskolen blev greben af en

sand furor bellicosus, og vor Gymnastiklærer

Scheer, som dengang stod ved Fodgarden, blev

Bevægelsens Leder. Vi hengav os til en vildMili

tarisme, og Cæcars „De bello Gallico“ var for

Intet at regne mod den „bellum Germanicum“

vi nu skulde opføre. Tilberedelserne vare ogsaa

morderiske nok. Der kom Huggerter og Fleu

retter paa alle Gymnastiksalens Vægge; fra Tøj

huset fik vi en Ladning gamle Muskedonnere,

hvormed de øverste Klasser exerserede i Gaarden

under Geværgreb, som fik Bajonetterne til at

klirre, medens vi Yngre maatte nøjes med nogle

flade, rødmalede Trækarabiner, forsynede med

to Blikplader, hvis Raslen markerede Gevær

grebenes Tempo.

Men snart kom vi alvorligere med, og naar

jeg tænker tilbage derpaa, forbavses jeg over

denResoluthed hvormed man sendte os til et Ar

bejde, hvor en eneste Gnist var den sikre Død.

Vi vare ikke forberedte paa Krigen, og det

viste sig hurtigt, at vi havde Mangel paa de

fornødne Patroner. Der blev derfor indrettet en