107 / 228
96
Frihed, og som Skoledreng finder jeg dette
meget naturligt — de skal blot gaa op til Kon
gen og bede ham derom — helst saadan hele
Aaret rundt.
Da kommer Hammerich tilsyne i Porten,
sammen medSvenningsen. Den Første er meget
bleg, og i Svenningsens Ansigt tegner sig noget
ubestemt Højtideligt, der ellers er ham ganske
fremmed. Med raske Skridt iler Hammerich op
paa Højen, slaar ud med Haanden og raaber:
„Kong Christian den Ottende er død! Skolen
har fri til i Morgen!“
Et ubesindigt Hurra fra nogle Smaagutter
henne ved Kulhuset besvares af Hammerich med
et tordnende: „Stille!“' Lærerne spredes, Drengene
forsvinder, og snart staar jeg ene med min Jule
kage og den sikre Forvisning, at nu bliver der
Frihed i Danmark!
Og saa trillede vi fra Absolutismen med
dens Kongelov lige ind i Grundlovens
1848
,
dette Aar, om hvilket Hostrup saa naivt siger:
„Søren, det var et mærkværdigt Aar!“
OmHostrup hermed sigter til Søren Kierke-
gaard, skal jeg lade være usagt, men denne
klare Aand og store Tænker var slet ikke for
nøjet med det Nye som skulde komme. Inde
lukket og for nedrullede Gardiner skrev han i
sin Dagbog omtrent følgende: