104 / 228
at tale med den smukke, statelige Dronning,
hvis Skikkelse gjorde et dybt Indtryk paa min
Barnefantasi.
Tidens stærke Frihedsbevægelser og hele
den politiske Understrøm, der væltede sine Døn
ninger lige fra Augustenborg til Kjøbenhavn,
mærkedes der Intet til i det HammerichskeHus.
Skønt Hammerich selv senere tog Del i Friheds
bevægelsen og blev valgt til Medlem af den
grundlovgivende Rigsdag, mindes jeg ikke at
have set Politikere af Rang som stadige Gæster
i hans Hus. Af saadanne mindes jeg kun to,
Digteren Christian Molbech, „unge Molbech“
som han dengang kaldtes, og Frederik Høedt,
somda var en ung, flot Dandy, der endnu ikke
havde gjort sig bemærket som Skuespiller.
Vi Drenge kunde alle godt lide den stille,
alvorlige, lidt sværmeriske Molbech, medens vi
derimod nærede en stærkAntipathi mod Høedt,
paa hvem vi ligefrem saae os gale. Naar han
strøg op i sit soignerede Polkahaar, medens et
overlegent, sarkastisk Smil blottede hans hvide
Tænder, kunde han komme med Bemærkninger
over os Drenge, dobbelt saarende, fordi vi ikke
kunde eller turde imødegaa dem. Høedt var
selv gammel Borgerdydianer og følte sig derfor
knyttet til Skolen, til hvilken han skrev Sange
ved højtidelige Lejligheder, saaledes til Sven-