106 / 228
95
efter Gang Ordre til at holde op, og foer til-
sidst ind paa de Dansende, som han ved Puf
og Stød tvang tilbage i deres Rækker. Det hele
endte med fuldstændig Forvirring, idet Orkesteret
til Slutningen nægtede at spille.
Saa klappede han af for Cotillonen, og alle
Damerne fandt, at den søde Høedt havde baaret
sig ridderligt ad. Hvad er Skoledrenge mod en
Løve paa Moden! Høedt var| for vore ung
dommelige Baller den samme Forstyrrelsens
Aand som han senere blev for Theatret. Over
alt, endogsaa i sine Roller, vedblev han at være
sig selv, men dette hans Selv var altid af egen
mægtig Natur.
Det er en raakold Dag henimod Slutningen
af Januar
1848
. Et tyndt Lag Rim ligger hen
over Skolepladsen, men i denne gaar Legen og
dens muntre Jubel ikke som ellers.
Primanerne staar i samlet Klynge ved Biblio
tekstrappen, de mindre Drenge løber sammen
hist og her som Mælk i Tordenvejr, og paa
Højen grupperer Lærerne sig i alvorlig, men
ivrig Samtale. Selv staar jeg henne ved Por
ten i stille Nydelse af en Julekage, uden at
ane hvad der egentlig er ivejen. Jeg har hørt
de Store tale om, at nu skal hele Landet have