99 / 228
8 8
og døbte min Søn — der var aldrig et ondt
Ord imellem os; thi han var et ædelt Menneske.
„Slaget paa lange Nik,“ som Vilhelm Rode
skæmtende kaldte Bataillen, højnede paa mange
Maader min hidtil saa fortrykte Stilling; thi de
Smaa fik stor Respekt-for mine Kræfter, og de
Store morede sig over, at lange Nik var bleven
fældet af saa liden en David. Hvad lange Nik
selv angik, saa brugte han det for smaa Naturer
sædvanlige Middel, at lade som om jeg ikke
existerede, og kun naar vi mødtes alene, kom
det gamle Hugormeblik frem. Aaret efter blev
hanStudent, og først mange Aar senere mødtes
vi under ret ejendommelige Forhold. Det var
paa Universitetets store Trappe. Jeg havde lige
forsvaret min Doktordisputats og kom, omringet
af Venner og Opponenter ned ad den, medens
han langsomt steg op. Uvilkaarligt standsede
vi begge og saae et Øjeblik paa hinanden; men
den der blev blodrød i Ansigtet var ham. Senere
har jeg aldrig truffet ham, og det hele jeg veed
om ham er, at han blev Teolog, muligt Præst,
og endte med at skrive en Afhandling om, at
der burde være flere Biskopper i Danmark.
Til Trods for, at de Store nu holdt deres
beskyttende Haand over mig, var jeg en Søndag
Morgen nær bleven slaaet ihjel af Woods, og