95 / 228
84
stue. Han kom med det samme Udbrud, jeg
veg tilside, men denne Gang spyttede han mig
lige i Ansigtet.
Da blev jeg betaget af et unævneligt Raseri.
Jeg greb Arnesens store Lexikon og slyngede
det mod hans Hoved; men han bøjede sig, og
Bogen gik gennem knuste Ruder ud paa Kirke-
gaarden.
„Raser du, Dreng?“ raabte han og snappede
den tunge Maghoni Linial, som laa paa Bordet.
Han løftede den til Slag; han lignede Kryb
skytten med den hævede Kolbe, og i samme
Nu faldt Højerups „Nokkert“ mig ind. Som en
tirret ung Tiger fløj jeg ind paa ham, plantede
mit venstre Knæ i hans Mave, stødte den knyt
tede Højre med al min Kraft mod hans Strube,
og i samme øjeblik styrtede lange Nik saa
pludseligt ompaa Ryggen, at han tog mig med
sig i Faldet. Nu var jeg i Ordets egentlige For
stand hans Overmand og skaanede ham ikke.
Som en Vildkat maltrakterede jeg hans Ansigt,
og da han endelig mægtede at ryste mig af
sig, laa hans Uhr i den ene Ende af Stuen,
dets sprængte Kæde i den anden, og selv havde
han ondt ved at standse Blodet, der strømmede
ud af hans stærkt ophovnede Næse.
Endelig fik han saa meget Vejr, at han