97 / 228
8 6
„En Nokkert?“ spurgte Frimodt yderst for
bavset. „Hvad er det?“
Nu fortalte jeg ham, hvorledes lange Nik
havde behandlet mig, og hvorledes jeg havde
slaaet ham til Jorden, fordi han havde spyttet
mig i Ansigtet.
„Det var flinkt gjort af dig, min Dreng;“
sagde Frimodt, „men hvad tror du, at lange
Nik nu vil gøre?“
„Han slaar mig bestemt ihjel,“ hulkede jeg.
„Aa, saa galt bliver det vel ikke,“ lo Fri
modt, „der kommer han.“
I det samme gik Døren op, og lange Nik,
der nu var kommen til Kræfter, foer ind paa
mig med en Mine, som viste, at nu var Hæv
nens Time kommen. Men Frimodt sprang
frem, greb hans løftede Arm og sagde paa sin
rolige Maade:
„Hør nu, lange Nik! hvis du rører Jørgen
med en Finger, faar du min Næve i Synet, for-
staar du det?“ og dermed strøg han det hvide
Skjorteærme tilbage og lod den knyttedeHaand
og sine svulmende Muskler spille lige under
.Næsen paa min Modstander.
Lange Nik trak sig øjeblikkelig tilbage; thi
som alle Tyranner var han fejg, og Frimodt
var bekendt for at slaa et meget propert Slag,
naar det gjaldt.