96 / 228
85
kunde fremgispe: „Morderisk Overfald! Jeg gaar
strax ned og melder dig til Magisteren“.
„Saa gaar jeg med,“ svarede jeg resolut.
„Jeg har ogsaa noget at melde“.
Han tilkastede mig et rasende Blik, og hum
pede ned ad Trapperne under lydelig Stønnen;
men da han naaede Hammerichs Dør gik han
forbi den, og jeg saae gennem Vinduet, at han
stod ved Posten og vaskede Blodet af sit An
sigt. Først ved dette Syn gik Følgerne af min
Daad klart op for mig, og meget mistrøstig gik
jeg op paa Sovesalen, hvor jeg traf Frimodt i
Skjorteærmer. Han var dengang en sorthaaret
Yngling, altid munter og oplagt til Løjer. Der
til var han stærk og smidig som en Athlet, havde
et elskværdigt Smil og saare vindende Væsen.
Jeg holdt meget af ham.
„Hvad er der ivejen? Du ser mig saa op-
knappet ud?“ begyndte han.
Nu først saae jeg, at Nik havde revet de
fleste Knapper af mit Tøj, og idet jeg brast i
Graad, hulkede jeg: „Jeg er saa ulykkelig, for
jeg har slaaet lange Nik halv fordærvet.“
„Er du gal, Dreng? Han er jo tre Gange
saa stor og stærk som du“.
„Ja, men jeg har gjort det alligevel! Jeg
gav ham en Nokkert, og nu staar han og vad
sker sin Næse nede ved Posten“.