93 / 228
82
skulde det gaa mig nu, da de vidste, at jeg
havde troet mig paa Vejen til Daarekisten?
Det gik imidlertid over al Forventning.
Muligt har de Intet faaet at vide om min Til
stand, muligt har Hammerich holdt en lille
Formaningstale — vist er det, at jeg blev mod
taget som omIntet var hændet -—- ja, jeg syntes
endog at mange af Pensionærerne, særligt de
Ældre, behandlede mig med en Venlighed, som
gjorde mig godt.
Kun En var den samme gamle Tyran og
Sjæleplager som forhen, og det var lange Nik.
Hans flade, blegfede Ansigt havde ikke forandret
sig; han havde endnu de samme smaa ond
skabsfulde Øjne og den brede, vrængendeMund,
hvormed han altid bed og snærrede ad mig.
Det var ham øjensynligt en stor Glæde at jeg
var vendt tilbage, og for at give denne Luft,
sagde han strax ved Ankomsten følgende kær
lige Ord: „Pas paa Flab, at du stikker af i
rette Tid naar jeg kommer; thi hvergang jeg
træffer dig, faar du en Lussing, der har du
Nummer Et.“ Med disse Ord gav han mig
saadan en, at jeg tumlede derved, og nu kendte
jeg min Skæbne. Mindst fire Gange omDagen
var jeg nødt til at træffe ham; hvorledes skulde
jeg i Længden holde dette ud?
Man væmmes ved at læse om Neroer og