88 / 228
77
var det meget ubekvemt at indlede en længere
Samtale.
Pludseligt smed Højerup Jagttaske og Bøsse
fra sig og krøb længere ind i Tykningen, saa
blev alt saa stille, at man kunde høre Edder
kopperne spinde. Tiden forekom mig en Evig
hed. Saa hørte vi Noget brage langt borte.
Lyden kom nærmere, blev til langsomt sjok-
kende Trin, fulgt af en tung Slæben i Løvet.
Granerne bøjedes tilside og en modbydelig Karl,
enMellemting af Slagter og Sjover, kom listende
frem, slæbende en skudt Buk efter sig.
„GodDag, Mikkel Madsen,“ klang pludseligt
Højerups Stemme inde fra Granerne.
Det gav et Sæt i Vildttyven — han slap
Bukken, greb fastere om sit Gevær, men i
samme øjeblik havde han Højerup over sig.
„Se, se, bitteMikkel,“ begyndte denne, „det
var pænt af dig at skyde den Buk for mig!
Tak skal du ha’e!“
„Hvor veed du, jeg har skudt den?“ spurgte
Manden.
„Næ saamæn,“ svarede Højerup, „den er
maaske en Selvmorder; men jeg vilde heller
ikke sige det, hvis jeg ikke havde sendt Mo
gens Skovfoged ned for at kigge dig i Kortene.
Kom hit med din Skyder.— Bukken er min!“
Men hertil var Mikkel Madsen kun lidet