86 / 228
75
Den andenBegivenhed var langt alvorligere,
og fyldte mig med dyb Beundring for Højerups
Evner til at tage en Krybskytte paa Kornet.
Vi skulde hente en Buk i Valbygaard Skov,
som ligger et Par Mil borte fra Gaarden, og
havde derfor faaet os et lille Enspænderkøretøj,
hvor jeg agerede Kusk. i det klare Frostvejr
rumlede vi hen over rimbelagte Markveje, men
da vi naaede Skovløberhuset, fortalte Konen,
at Manden var ude efter Noget, hun vidste ikke
hvad.
Paa Højerups Ansigt kunde jeg strax se, at
der var Ugler i Mosen, thi han brummede et
undertrykt: „Naa saadan! Ja, denne Gang pel
ser vi Mikkel.“
„Skal vi ogsaa paa Rævejagt?“ spurgte jeg.
„Ja, det lader til det,“ svarede Højerup;
„men naar jeg vinker bagud med Haanden,
lægger du dig ned saa lang du er, og staar
ikke op før du ser jeg er færdig. Forstaar
du?“
Det gjorde jeg jo rigtignok ikke; men allige
vel svarede jeg ja, og saa gik det ind over
Skoven, hvor der var ensomst og tættest.
Højerup vidste ellers paa en Prik hvor Buk
ken stod, men denne Gang syntes han at famle,
saa at jeg tilsidst fik Indtrykket af, at han slet
ikke søgte efter Bukken, men efter noget andet,