82 / 228
71
vilde hjemsøge saa fredelige Dyr, men traskede
dog trolig bag efter ham en halv Mils Vej, til
vi naaede en uhyre Roemark.
Her udtalte
Skytten de mystiske Ord:
„Pas paa, Chasseur!“ — og Chasseur, en
prægtig sort, og hvidplettet Hønsehund, listede
sig med sænket Hale ind mellem Roerækkerne
— Højerup og jeg bagefter.
Af alle skrækkelige Ting kender jeg ingen
skrækkeligere end paa en kold Oktober Morgen
i en tynd Lærreds Dragt at vandre mellem dug
slagne Roeplanter. Ti Minutter efter var jeg
dyngvaad til Brystet, havde Skoene fulde af
Jord og min lille Skyder dryppende af Vand;
men frem gik det gennem uendelige Roetoppes
snorlige Rader, uden at Chasseur syntes at
faa Lejlighed til at passe paa.
Pludselig indtog den en højst mærkelig Stil
ling: Halen blev stiv som en Pind, den højre
Forpote krum som en Klo, og saa stirrede den
med begge øjne saa dybsindig ned i Jorden, at
jeg troede den vilde fange Muldvarpe.
„Hvad er det?“ spurgte jeg.
„Hold Kæft!“ svarede Højerup aldeles umo
tiveret, og vinkede bagud med venstre Haand.
Pludselig hørte jeg Noget snurre op omkring
mig som flyvende Rumlepotter.
Jeg dukkede mig befippet, men Højerup