85 / 228
74
„Naa, saa det gjorde
1
!“ raabte Højerup
forbitret. „Vidste I da ikke af, at det var Gods
ejerens Lod, I fiskede paa?“
„Ja, det kere vi os inte om,“ grinede Bonde
drengen igen; „men jeg vil æde hver evige Aal
levende, som I fanger her.“
„Naa, saa det vil du, din Tyveknægt!“
skreg Højerup rasende, idet han jog Lysteren
dybt ind mellem Rørene. „Tøv lidt, saa skal
du strax faa Aalesuppe!“
Skæbnen tog Højerup paa Ordet, thi idet
han trak Lysteren til sig, hang en vældig Aal
sprællende mellem dens Grene. I samme Nu
gjorde Højerup et lynsnart Spring ind imod
Broen med Lysteren i Haanden. Fanden tog
ved Bondedrengen, men Fanden tog ogsaa ved
Højerup; de forsvandt begge i fuldt Løb ind
over en Eng, hvorfra jeg snart hørte nogle
halvkvalte Skrig. Da jeg naaede Stedet, laa
Bondedrengen saa lang han var paa Ryggen,
Højerup havde sat Knæet paa hans Bryst, og
jog med højre Haand den sprællende Aal ned i
Bondedrengens Gab, saa han blev sorteblaa i
Ansigtet derved. Først paa mine indstændige
Bønner trak han Aalen tilbage; men aldrig i
mit Liv har jeg set noget Menneske spytte saa
meget Slim, som denne Bondedreng gjorde efter
Nydelsen af sin Aalesuppe.