87 / 228
76
I
som jeg ikke vidste hvad var. Han standsede
tidt, undersøgte en brækket Gren eller et halv-
udvisket Spor og gik saa videre, øjensynlig i
daarligt Humør.
Pludseligt standsede han og fløjtede et ejen
dommeligt Signal, der blev gentaget som et
Ekko inde fra Skoven.
Nu opklaredes Højerups Træk, og lidt efter
kom en Mand tilsyne fra en tæt Grantykning
— det var Skovfogeden, ham kendte jeg jo
godt.
De to Mænd havde en kort, men hviskende
Samtale. Saa forsvandt Skovfogeden ned mod
et dybt Dalstrøg med Ellekrat over et sidt Mose-
drag, Højerup listede sig ind i Grantykningen,
vinkede bagud med Haanden, og jeg lagde mig
pligtskyldigst ned, spændt paa, hvad alt dette
skulde føre til.
Højerup trak Haglene ud af det ene Løb og
lagde Kugle for, idet han bemærkede: „Den er
til Mikkel!“
Næsten i samme Øjeblik knaldede et Skud
skarpt og kort nede fra Elledraget.
„Det var ikke Mogens Skovfogeds Skyder,
det,“ grinede Højerup. „Men tøv kun lidt, din
Rad, saa skal du faa dig en Nokkert. “
Jeg var grulig spændt paa at erfare, hvad
en Nokkert var, men da jeg laa paa Maven,