90 / 228
79
„Ja,“ sagde Højerup.
„Men hvorfor hedder det en Nokkert?“
„Jo, for naar de har faaet saadan en, har
de faaet nok; den varer lige til Aften.“
Det varHøjerups Forklaring paa en Nokkert,
og den skrev jeg mig bag øret.
Det triste, fugtige Efteraar gik over til kold
og klar Vinter med klingrende Frost, Kaneføre
og Skøjteløb. Nu gik det paa Sporsne efter
Ræv og Odder; hele den hvidtede Facade paa
Højerups beskedne Bolig fyldtes med spilede
Skind, og jeg fik Masser af Hoveder til min
Samling. Om Aftenen vare vi ude i Skyde-
hytten ved Smedens Vænge, eller vi puslede
inden Døre i Højerups Kammer, hvor han lærte
mig de mærkværdigste Ting. Snart førte han
mig ind i Bøsselaasens Mekanik, snart under
viste han mig i at knytte Jagttasker, eller flette
Doner, og naar han vilde vide, hvem der havde
stjaalet hans Ræveskind, kom den mærkeligeBog
Cyprianus op af Dragkisten, og saa var det
ude med Synderen, thi Cyprianus lyver aldrig,
sagde Højerup.
Saaledes gik Tiden til henimod Jul, da et
Brev fra Fader kaldte mig bort fra minVen og
alle Jagtens Glæder. Som nyskabt vendte jeg
tilbage. Alle Syner og Fantasterier vare som
blæste bort af Valbygaards sunde Luft og den