94 / 228
83
Caligulaer; men den Slags Naturer er langt al
mindeligere end man i Reglen tror, kun virke
de ikke under saa store Forhold og med saa
uindskrænket Magt, at de blive historisk be
kendte; men Ondskaben, Lysten til at plage og
pine er den samme, og kommer man først i et
saadant Menneskes Vold, er der ikke Andet for
end at slaa ham ned som en Hund, hvis man
mægter det; men ak, hvad formaaede jeg mod
denne svære, lemmestærke Fyr, der vovede at
tage det op med Kjøge selv.
Saa gik jeg da afvejen, sneg mig bort naar
jeg hørte hans Skridt, udeblev fraFrokosten og
skjulte mig paa Brændeloftet naar Mørket faldt
paa. Han mærkede det godt, men han grinede
blot endnu mere ondskabsfuldt og slog endnu
haardere naar han traf mig.
Saa fandt han paa en anden Metode, som
var endnu værre, fordi han vanærede mig der
ved. Hver Gang han nu mødte mig, snærrede
han gennemTænderne: „Afvejen, Flab! jeg skal
spytte.“ Og saa kunde jeg stille mig hvor jeg
vilde, altid fik jeg hans modbydelige Savl ned
over mig.
Jeg kogte af Raseri, men hvad skulde jeg
gøre, Næveretten gjaldt, og man sladrer ikke
under de Forhold.
Saa mødtes vi en Dag i den store Læse-
6*