87
Med et hadefuldt Blik nøjedes lange Nik
derfor med denBemærkning, at han nok skulde
træffe mig senere.
Men da gik Frimodt lige ind paa ham, greb
ham i Brystet, og idet han kastede ham til
bage over en af Sengene raabte han dirrende
af Harme: „Skam dig, dit lange Asen, som du
har behandlet denne svage, moderløse Dreng,
der aldrig har gjort dig noget Ondt. For Frem
tiden lader du ham gaa i Fred, thi ellers faar
du, saa sandt jeg hedder Rudolph Frimodt, hvert
Slag du har givet ham, tilbage med Renter.
Mærk Dig det!“
LangeNik rejste sig op fra Sengen og luskede
ud af Døren med et Blik til Frimodt og mig,
som jeg ikke skal glemme.
Fra den Dag var Frimodt ikke alene min
Beskytter, men ogsaa min Ven, og dette Ven
skab holdt sig gennem Tiderne. Han blev en
ivrig, mulig for ivrig Præst, jeg en nøgtern
Naturforsker, og det kunde derfor ikke være
andet, end at vore religiøse Standpunkter maatte
blive meget forskellige; men selv dette brød
ikke vort gode Forhold. Frimodt var lige til
sin Død min gamle fortrolige Ven; klagede for
mig sinNød over den ofte vanskelige Menighed
ved Johannes-Kirken, viede mig til min Hustru