Previous Page  98 / 228 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 98 / 228 Next Page
Page Background

87

Med et hadefuldt Blik nøjedes lange Nik

derfor med denBemærkning, at han nok skulde

træffe mig senere.

Men da gik Frimodt lige ind paa ham, greb

ham i Brystet, og idet han kastede ham til­

bage over en af Sengene raabte han dirrende

af Harme: „Skam dig, dit lange Asen, som du

har behandlet denne svage, moderløse Dreng,

der aldrig har gjort dig noget Ondt. For Frem­

tiden lader du ham gaa i Fred, thi ellers faar

du, saa sandt jeg hedder Rudolph Frimodt, hvert

Slag du har givet ham, tilbage med Renter.

Mærk Dig det!“

LangeNik rejste sig op fra Sengen og luskede

ud af Døren med et Blik til Frimodt og mig,

som jeg ikke skal glemme.

Fra den Dag var Frimodt ikke alene min

Beskytter, men ogsaa min Ven, og dette Ven­

skab holdt sig gennem Tiderne. Han blev en

ivrig, mulig for ivrig Præst, jeg en nøgtern

Naturforsker, og det kunde derfor ikke være

andet, end at vore religiøse Standpunkter maatte

blive meget forskellige; men selv dette brød

ikke vort gode Forhold. Frimodt var lige til

sin Død min gamle fortrolige Ven; klagede for

mig sinNød over den ofte vanskelige Menighed

ved Johannes-Kirken, viede mig til min Hustru