84 / 228
73
naar den skjuler sig mellem Rørene. Han
kendte hvert Dyrs Spor i den nyfaldne Sne,
vidste hvor Ræven og Brokken havde deres
Grave, og hvor Bukken stod paa de ensomme
Skovplæner. Dertil var han fuld af Eventyr
og de lystigste Jagthistorier, og naar vi under
et Bøgetræ i Skoven, eller paa en Tue i Mosen
fik vore store Rundtenommer frem af Jagttasken,
kunde han komme med saa snurrige Historier,
at jeg glemte at spise, blot for at lytte til dem.
Han var en udmærket Skytte, en stærk og
modig Mand, og derfor enFrygt for Vildttyvene
fjern og nær. Han havde egentlig kun een
Fejl, og det var hans ubændige Hidsighed. Jeg
skal fortælle et Par Exempler derpaa.
En Dag vare vi tagne ud paa Aalefangst,
og stagede os ned ad Aaen i en fladbundet
Pram, en saakaldet Ege. Vi lagde ind under
Rørene tæt ved en Bro, paa hvilken der stod
enlang, opløben Bondedreng, og her fik vi vore
Lystere frem og begyndte at stange efter Aal,
idet vi langsomt drev ned imod Broen, hvor
Drengen stod og grinede ad os.
„Hvad griner du ad?“ raabte Højerup op til
ham.
„Jeg griner ad jert Aalestangeri,“ svarede
Drengen. „For i Gaar trak vi Bundvaad og tog
hver evige en.“