80 / 228
69
Da Tante ikke fik noget Svar, foreslog hun,
at vi skulde gaa over til Højerup, som boede i
en af Gaardens Sidelænger -— højt regnet troede
jeg nok, at han kunde være Staldkarl eller saadan
noget.
Men der forestod mig en glædelig Over
raskelse. Ud af Husets smalle Dør traadte en
bredskuldret, statelig Mand, med en graa Jæger
hat paa det brune, noget krøllede Haar. De
demokratiske Trætøfler vare ombyttede med et
Par langskaftede Vandstøvler, Lærredskittelen
havde forvandlet sig til en grøn Snorefrakke,
der sad som støbt over hans kraftige Skikkelse,
og paa Brystet dannede Hundepiskens Skaft og
Jagttaskens Rem et korsformet Bandoler, hvor
til Krudthorn og Hagelpung sluttede sig. Hans
Ansigt var vejrbidt, brunet af Sol og Vind,
hans øjne staalgraa, omgivne af disse tætte
Rynker, der røbe Langsynets Evne, og hans
røde Skæg, der i Gaar stod som et pjusket Krat,
var i Dag næsten kavalermæssigt plejet; thi naar
Højerup skulde paa Jagt, var han Herregaards-
skytte, ved Fiskerusen Staldkarl — det var hele
Hemmeligheden.
Da Tante vargaaet, saae Skytten op og ned
ad mig paa en vis medlidende Maade og spurgte:
„Kan du skyde?“
„Næ!“