75 / 228
64
Da jeg den næste Morgen vaagnede i det
gamle hyggelige Værelse, hvor Grankoglerne
knitrede og lyste i den store Vindovn, kunde
jeg have skreget højt af Glæde; thi hele Verden
forekom mig forandret som ved et Trylleslag.
Gennem de smaa forvitrede Ruder skød Oktober
dagens gule Sol sig ind, farvede Ruderne med
Perlemoderglans, luede i Vindovnens blankt-
polerede Kobbertromle og listede sig saa som
en smal Skraastribe ind i Alkoven, hvor den
luede i Karaffen paa den gammeldags Servante.
Ud fra Vindovnens aabne Messingdøre strøm
mede en sød Duft af Tantes velbekendte Pot
pourri, og paa den nederste Afsats brasede et
Par Flaskeæbler, som jeg havde set i Tantes
Sykurv den foregaaende Aften. Gud velsigne
hende! — Det var rigtignok noget andet end
Sovesalens lumre Luft og kolde Stjerner — her
luede Sol, Lys og knitrende Ild, her var blaa
Himmel og Efterhøstens mangefarvede Løv,
men fremfor alt, Landets velsignede Fred. De
Eneste, der her sloges, var et Par kalkunske
Haner, som under Hønernes udelte Beundring
sprang Buk over hinanden med udbredte Vinger
og struttende Haler; det var dog mere komisk
end egentlig krigerisk.
Jeg kunde ikke sove et Minut længere; jeg
maatte ud for at tage min ny Verden i Besid