74 / 228
63
Valbygaard, et Gods paa c. Tusind Tønder
Land, var i 1847 meget forskjellig fra nu.
Istedetfor den store, pragtfulde Hovedbygning
afgav en lang, fugtig Længe, den nuværende
Mejeribygning, en tarvelig Bolig, og det maa
vistnok have faldet min Onkel og især min
Tante Grethe haardt at ombytte Fredsholms
store lyse Sale med disse smaa, indestængte
Rum; men han var en energisk Landmand, der
saae mere paa Jordens Bonitet end paa Byg
ningernes, og hun en trofast, alt opofrende Hu
stru, der forstod at højne de lave Stuer til et
Gæstfrihedens Hjem, hvor alle gode Aander og
alle gode Venner mødtes i det hjerteligste, for
troligste Samliv. Mild og kærlig, fordringsløs
og glad besad hun denne forunderlige Evne at
kunne overføre disse Egenskaber paa alle sine
Omgivelser. Alene hendes Smil, hendes Latter
virkede befriende, og den inderlige, troskyldige
Maade, hvorpaa hun talte med Store og Smaa,
gjorde et saa forunderligt, hjertebetagende Ind
tryk, at jeg følte mig bundet til hende som en
Moder. Mange og lykkelige Dage har jeg til
bragt under Valbygaards Tag baade den Gang
og senere; men Tante Grethe var dog Solen,
der selv i de mørkeste Dage aldrig skjulte sig
bag Skyer, og aldrig har jeg talt eller følt med
noget Menneske, saaledes som med hende.