70 / 228
59
rejse alene, og ikke lidet beklemt betraadte jeg
Postgaarden, hvor vor gamle Karl Jørgen alle
rede stod med min Kuffert.
Som en anden Byldt blev jeg af Konduk
tøren langet op paa den høje Vogn og dalede
ned mellem to trivelige Madamer, der glædede
sig over at faa en saa smækker Rejsefælle. Men
Glæden varede ikke længe; thi kort efter traadte
en svær Mand, iført en af Datidens Rejsekavajer
med en syv, otte Slag, frem og raabte arrigt:
Smid den Dreng ned! Han har ikke Noget at
gøre deroppe! — Smid ham ned!“
Jeg stirrede paa Manden. Han havde et
forskrækkelig grimt Ansigt, stygge Tænder, og
hans skæve Mund blev endnu skævere, mens
han raabte: „Smid ham ned — han sidder —
paa
mit
Nummer!“
Jeg kunde godt have antaget denne Skik
kelse for en Broder til Kikkertmanden; men nu
lod jeg mig hurtig berolige med, at det var den
berømte Professor Molbech, der var vred.
Saa blev jeg varpet ud fra Madamerne og
anbragt mellem to ældre Herrer forude. Den
ene var meget tyk og havde et stort rundt, jo
vialt Ansigt; den anden var en lille, mager
Mand, med et venligt, intelligent Blik, en krum
ørnenæse og en sort Kalot paa det skaldede
Hoved. Den Tykke puttede mig ned under sig