68 / 228
57
den Trolddom, der saa længe havde bundet
mig. Omslynget af hans kærlige Arme begyndte
jeg mit lange Skriftemaal. Stille grædende for
talte jeg iham Alt — mine Lidelser i Skolen,
min dybe, nagende Hjemve, min Frygt for Fan
tomerne og min kvælende Angst for, at jeg var
bestemt til at arve min Moders Skæbne.
„Tænkte jeg det ikke nok !“ udbrød Trier,
idet han satte mig ned og gik ind til Fader.
Der fulgte en ny Konference, hvorunder jeg
frygtede det Værste; men saa kom Trier farende
ind, tog mig atter paa Skødet og spurgte aldeles
umotiveret: „Er du bange for at faa Børn.“
Spørgsmaalet kom saa pludseligt og forekom
mig saa ubegribeligt, at jeg nøjedes med en
forbavset Stirren.
Naa! — Ja, forstaa mig ret; jeg vil blot
vide, om du tror, at
du
kan faa Børn?“
Nej — det kunde jeg ganske bestemt ikke.
„Ja, ser du det? — Saa behøver du ikke at
være bange, thi den Sygdom, din Moder havde,
kan ikke arves af
dig.
Det er en Sindssyge,
som kun udvikler sig efter Fødsler — følgelig
kan du ikke faa den; det vil jeg give dig At
test paa.“
En uhyre Byrde faldt ved disse Ord fra mit
Sind. Beviset var saa kort og fyndigt, at jeg