63 / 228
52
uden at tage mig med, følte jeg mig fortabt.
Lidt efter kom Manden tilbage,tog mig ved
Haanden og sagde: „Nu kan dutro, at jeg har
lavet det rigtig varmt til dig.“
Det var Kikkertmandens Stemme, det var
Kikkertmandens øjne, og gysende fulgte jeg med
ham til en Dør, hvorpaa der stod malet et stort G.
Det var Værelsets Bogstavnummer, men for min
syge Fantasi blev det Symbolik. G kunde jo
umuligt betyde Andet end Gal. Med et Skrig
rev jeg mig løs fra Bademesteren, snappede min
Kasket og stak i det vildeste Løb tilbage til
mit Hjem, hvor jeg skjulte mig i en Krog under
den bitreste Graad. Her fandt Fader mig, men
hvorfor jeg græd, og hvorfor jeg var løbet min
Vej, vilde jeg ikke sige — hele min sygelige
Fantasiverden bar jeg indesluttet i mig selv.
Man vil mulig undre sig over en saa haard-
nakket Indesluttethed hos et Barn; men den
havde sine gode Grunde. For det Første frygtede
jeg min egen Aandeverden. Kom den for Lyset,
vilde Dæmonerne først ret falde over mig. For
det Andet frygtede jeg for mine Omgivelser —
særlig for Doktor Trier. Fik han først at vide,
hvorledes jeg havde det, vilde han sende mig
bort som min Moder — og saa var jeg fortabt.
Følgelig tav jeg og græd — Andet kunde jeg
ikke gøre.