58 / 228
47
til hvem Børn kunde faa trøstig Tillid; men
desuagtet formaaede han Intet over mig. Jeg
turde hverken betro ham mine legemlige eller
aandelige Lidelser, men græd uophørligt, og det
var vist meget tossede Svar han fik paa alle
sine velmente Spørgsmaal.
Og dog har han vist forstaaet mig; thi
pludselig sagde han: „Jeg veed ikke, hvad du
fejler — men jeg tror det er bedst, at du kom
mer hjem.“
Midt i min Elendighed lyste disse Ord som
Solskin. Fenger saae det, klappede mit Hoved
og sagde idet han saae paa mig med sine dybe,
noget melankolske øjne: „Stakkels Dreng!“
Det var kun to korte Ord, men det var de
første kærlige, de første forstaaende, jeg i lang
Tid havde hørt. Jeg har glemt mange bitre,
mange haanende Ord, men disse to og saa det
kærlige Blik, der ledsagede dem, vil jeg huske
til miri Dødsdag.