55 / 228
44
Det forekom mig, at jeg var i Fabrikens
gamle Laboratorium, men det var saa underligt
forandret. Sorte Tæpper vare trukne for Vin
duerne, sorte Draperier tilhyllede Væggene, og
i Stedet for Faders Digler, Kolber og Retorter,
saa jeg paa et langt Bord de særeste Marionet
karikaturer med Nøddeknækkeransigter og røde
Glasøjne, der luede i Skæret fra de mange smaa
glødende Ovne, som sprudede og knitrede med
blaalige, flakkende Luer. Paa Væggene hang
de underligste Instrumenter, blandede med Drev,
med Hjul og Skruer af et underligt blodrødt
Metal, der lyste i Skæret fra de flammende
Ovne. Ude — langt borte, som bag et Tæppe
— hørte jeg dybe, klagende Toner, som nær
mede sig mere og mere — jeg kendte dem igen
— det var Weyses Sørgemarche, den Livjægerne
spillede naar de fulgte Lig. Stærkere, mere
brusende klang disse, snart smeltende, snart
sønderrevne Akkorder, og nu begyndte Duk
kerne paa Bordet at følge Lig med de særeste
Fagter og Grimacer, hoppede ned ad Bordet, og
forsvandt en efter en under den gamle, alkymi
stiske Ovn.
Da hørte Musiken op. Alt blev saa for
underligt gravstille mørkt, men i denne mørke
Stilhed betoges jeg af en usigelig Angst — jeg
følte at Dæmonerne vare mig nær. Pludselig