61 / 228
50
rædsomme Ord forfulgte mig vaagen og i
Drømme; jeg kunde ikke blive dem kvit, og
jeg vidste jo, at der kun var én Maade, hvorpaa
den kunde reddes — jeg maatte „smeltes om“,
det vil sige, jeg maatte dø og saa begynde hele
det elendige Liv forfra, saaledes som jeg havde læst
det i Heibergs „De Nygifte“ , der havde gjort et
mægtigt Indtryk paa min barnlige Fantasi.
Næst efter at være sindssyg er Frygten for
at blive det den mest pinefulde Tilstand, hvori
noget Menneske kan komme. Man taler saa
meget om legemlige Lidelser, men hvad er selv
de haardeste Smerter mod denne stille, stadigt
knugende, evigt isnende Angst for at man skal
miste sit aandelige Jeg og blive til et afsindigt
Automat, der raser afsted indtil Fjederen springer,
for saa at synke sammen i sløv Slaphed og
fjollet Forglemmelse af sit Selv. Disse Kvaler
ere af en saa ejendommelig nagende Natur, at
intet Helvede mægter at maale sig dermed.
Hos mig blev denne Frygt til en Tvangs
tanke, der vaagnede med mig om Morgenen,
gik til Sengs med mig om Aftenen, og be
herskede mine natlige Drømme, saa at de tilsidst
antog Form af Syner og Hallucination. Meget
var der, som havde bidraget til at fremkalde
denne sygelige Tilstand. Jeg var blevet over-
anstrengt i Skolen, overdrillet i Pensionatet,