64 / 228
53
Trier, dénne dygtige og højst elskværdige
Læge, formaaede Intet mod denne Forstokkethed.
Min sygelige Tilstand antog han for Suiter af
den lollandske Feber, saa for Orm — men den
Orm, der. daglig fortærede mig, anede han ikke.
Han proppede mig med Piller og Mixturer,
plagede mig med kolde Bade og Diæt — men
Alt til ingen Nytte. Saa rystede han paa
Hovedet og sagde til Fader, at det Hele vist
hang sammen med Pubertetsperioden, og da jeg
ikke forstod dette fremmede Ord, bestyrkedes jeg
end yderligere i den Tro, at jeg maaske allerede
var gal, og at det derfor netop gjaldt om at
Ingen fik det at vide.
Hvem kender ikke disse Efteraarsdage, hvor
Luften er klam og kold, hvor Taagen hænger
tung og tæt, hvor Intet synes at kunne bryde
Himlens blygraa Hvælving? Saa kommer det
en pludselig Lysning, det første Blaa titter frem,
Skyerne fordele sig, Taagerne spredes, og i rød
gyldent Solskær tindrer Duggens Draaber i det
mangefarvede Løv og falder som forløsende
Taarer over Oktoberdagens sidste, spraglede
Blomsterflor.
Paa en saadan trist Oktoberdag var det
netop, at Fader og jeg vandrede ud ad Vester
port. Trier havde anbefalet lange Spasereture,
og saa liden.. Tid Fader havde, fulgte han dog