60 / 228
49
formede sig som den anden, sorgfuld, tung og
graa, indtil endelig Befrielsen kom og Taage-
pletten trak sig sammen til lysende Klarhed,
paany beskinnet af Livets almægtige Sol.
Den forunderlige Drøm, der saa mægtigt
havde gennemrystet mig, gik paa en vis Maade
i Opfyldelse; thi som en sørgelig aandelig Krøb
ling, som et villieløst Tanke-Automat vendte
jeg tilbage til mit Hjem, hvor Alt forekom mig
tomt, dødt og glædesløst, hvor Alt, selv de
gamle, længselsfuldt savnede Omgivelser, ja
endog mine fordums Venner og Kammerater,
modtoges med træt Livslede og graa Tung
sindighed.
„Jeg var livstræt, mæt af Dage“ — ja, det
klinger næsten som Affektation, naar der tales
om en tolvaars Dreng, men der havde været
for stærke Magter imod mig, og Fjederen i Uhr-
værket brast, fordi den var blevet spændt for
haardt. Alle Hjul og alle Drev stod med Et
uløseligt stille, og Viseren paa det sprængte Uhr
pegede uafladeligt paa et og samme mørke
Punkt; men om dette iagttog jeg en ubrydelig
Tavshed, det blev mit Livs iskolde, nattemørke
Pol, hvor ingen Sol straalede, ingen Stjerne
blinkede, og hvor, fremfor Alt, Ingen maatte se
ind i, i min Tilværelses dybeste Hemmelighed.
„Han har jo faaet en Gals Hjerne!“ — disse
V. Bergsøe: Krigen og Koleraen.
4