57 / 228
46
Bordet, vildere, galere, jo dybere Tonerne lød.
Jeg var bleven til en puklet, hjulbenet Polichinel
med stive, stirrende Glasøjne. Alt inden i mig
var som et Uhrværk, skjult Mekanik — jeg var
en stor Marionet der gjorde Krumspring til Grav
musik.
Kikkertmanden lo med sin hæse, skrattende
Hoste, men saa sagde han pludselig, idet han
stirrede paa mig med sine, store røde øjne:
„Hvad er det? — Vi har jo givet ham en Gals
Hjerne!“
„Saa maa han smeltes om,“ sagde Sand
manden.
I det Samme gled Dækslet fra den gamle,
alkymistiske Ovn ned i Gulvet. Jeg saae et
uhyre, flammende Baal derinde. Sandmanden
greb mig med sine Kæmpearme, løftede mig
højt i Vejret og slyngede mig som en Boldt ind
i Flammerne. Jeg udstødte et vildt, skingrende
Skrig og vaagnede med en Følelse af, at jeg
var spiddet til Sengen og at mit Hoved var
kløvet i lutter brændende Stykker.
Kjøge foer skændende op af Søvne, men
saae snart, at der var noget Alvorligt paa Færde,
thi jeg talte vildt og mit Hoved brændte som
Ild. Opad Formiddagen kom Emil Fenger, Sko
lens Læge, for at se til mig. Han var en usæd
vanlig mild og kærlig Personlighed, ret en Læge