56 / 228
45
lød inde fra Guldpolererstuen en hæs, skrattende
Hoste, Døren gik op, og ind i Mørket gled to
Skikkelser, den ene graa, den anden sort —
jeg kendte dem begge trods deres sorte Masker
— vilde skrige om Hjælp, men formaaede ikke
at faa en Lyd over mine Læber.
Saa sugede Kikkertmanden mig til sig med
sine røde, stirrende Glasøjne, lagde mig op paa
Bordet og sagde med hæs, haanende Stemme:
„Han duer ikke — han maa skrues om.“
Sandmanden nikkede, tog en hvidglødende
Digel ud af den nærmeste Ovn og hældte det
gnistrende, glødende Sand i begge mine Øjne.
Jeg syntes det brændte mit Hoved hult — det
var som sloges der glødende Kløer helt ind i
mit inderste Jeg, og dog kunde jeg ikke skrige,
ikke røre mig — Alt var som lamslaaet, den
dybeste Sjælerædsel gjorde mig til et følende
Lig.
Fra de sorte Vægge tog de Skruer og Tæn
ger, prøvede og passede dem i hvert af mine
Ledemod, skruede dem løse, satte andre i Ste
det, gav mig Glasøjne, og fyldte mit Hoved
med en hed, glødende Masse, der tyngede som
Bly.
Saa klang den fjerne, højtidelige Ligmarche
paa ny. Men jeg rejste mig op, gav mig til at
kvække og danse som Automatdukkerne paa