51 / 228
40
have skreget af Rædsel, turde ikke se mig til
bage, gik til af alle Kræfter; men han fulgte
efter — lange, tunge, taktfaste Trin, brudte af
hæs, sprukken Hoste, der forekom mig som
haanende Latter.
Ved Enden af Børsen drejede jeg af —■ jeg
maatte have fat i et Menneske, selv om det var
en Finlapper-Matros, men jeg saae ikke en le
vende Sjæl. Der sviredes nede i Kældrene,
men Gaden selv laa i stille, halvmørk øde, og
bag ved mig hørte jeg de tunge, taktfaste, tra
skende Trin og den hæse, skrattende Hoste.
Jeg vilde staa stille, men turde ikke; jeg vilde
løbe, men kunde ikke, jeg klamrede mig til
Rækværket, mens jeg gik over Broen — dér
haabede jeg at blive ham kvit — hos Thiele
havde jeg jo læst, at Aander ikke magte at gaa
over rindende Vand.
Men han fulgte med, bøjede om ad Strand
gade, stadig i Hælene paa mig — jeg syntes
jeg kunde føle hans Aande lige i min Nakke.
Ud for Kaarsberg samlede jeg al min Villies-
kraft, vendte mig pludselig om og raabte lige i
hans Ansigt: „Hvad vil D e !“ —
„Æde dig!“, svarede han med hæs Stemme,
fulgt af en hul, haanende Latter. „Æde dig!“
Da var det som fik jeg Vinger. Som en
Pil fløj jeg ned ad Lille Kongensgade, ringede