49 / 228
38
Kjøges Stemme raabe: „Kom ned! — Kom
ned!“
Som drukken vaklede jeg nogle Trin nedad;
men her mødte mig et Syn, næsten værre end
det andet. Slængt hen over Trappetrinene laa
lange Nik.
Han var askegraa i Ansigtet;
øj
nene stirrede stift og vildt op i Luften, og med
Hænder og Ben spændte han sig fast til Ræk
værk og Taarn, idethan raabte: „Hjælp, hjælp!
Han trækker mig ned!“
Han var ikke til at faa løs. Jeg maatte
skræve over ham, men idet jeg løftede Benet,
greb han fat i det og klamrede sig i Dødsangst
saa fast til mig, at jeg faldt forover, skrigende
af Smerte. Endelig slap jeg løs fra hans Hum
merkløer; men Taarnet var blevet min Gru, og
jeg turde ikke se efter, om Kikkertmanden stod
der endnu. Da jeg kom ned paa Kirkegaarden,
var han forsvunden.
Det var Søndag, en klar, kold Efteraarsdag.
Kirkeklokkerne ringede, men jeg syntes det var
til Lig; Folk gik forbi mig i Søndagsklæder og
Søndagshumør — for mig gik de alle til Be
gravelse. Da jeg kom hjem laa Fabriken øde,
tom og søndagsstille. Ingen Leg, ingen Kam
merater — selv Rasmus Kusk var borte, kun
Laagen til Kirkegaarden stod aaben. Jeg gik
derind, saae tankeløs paa de væltede Kors og