47 / 228
36
al Spøgelsesangstens kolde Gru sugede jeg ud
af disse Blade; der var ikke den Rædsel, uden
at den rejste sig som onde Aander fra Helvedes
Dyb for at friste og forfærde mig — og dog
— det var det frygteligste — jeg maatte blive
ved — jeg kunde ikke slippe denne Bog, skønt
den sugede Blodet fra mit Hjerte som en giftig
Igle.
Fra nu af var det mig ikke muligt at være
alene, naar Mørket faldt paa; ikke muligt at
sove trygt nogen Nat.
Bestandig saae jeg
„Sandmanden“ og alle de andre grufulde Fi
gurer kredse om mig i Mørket, beredte til at
gribe og sønderlemme mig, naar øjeblikket
kom, og det kom, desværre, før jeg ventede
det.
Blandt Pensionatets aarlige Forlystelser hørte
ogsaa en Valfart til „Manden“ paa Frelsers
Taarn. Det slanke Kirkespir havde altid været
mine ønskers Maal, men nu, da vi skulde der
op, paakom der mig en hemmelig Gru. Blandt
Hoffmanns mange diaboliske Fantomer, fore
kommer ogsaa et, som ved en Tryllekikkert
mægter at drage de fjerneste Personer til sig,
og som ved at stirre op mod et Taarn tvinger
sit Offer til at styrte sig ned og knuses i Fal
det. Denne dæmoniske Figur, der var i Slægt
med „Sandmanden“ , havde gjort et dybt Ind