43 / 228
32
en glad, lystigt fløjtende Skomagerdreng. Han
gav mig i Forbigaaende et venskabeligt Slag
paa Skulderen, og ud fløj Karakterbogen og
svandt som en dykkende Maage i Kallebod-
strands Bølger. Jeg kunde have kysset den
velsignede Skomagerdreng — nu kunde jeg
med rolig Samvittighed sige, at jeg havde tabt
den.
Fader tog ogsaa ganske rolig mod Historien,
men over Svenningsens Ansigt gled et underligt,
tvivlende Smil, ledsaget af et „Naa, saadan!“
som ikke spaaede noget godt. Dog — Ugen
gik uden at jeg mærkede det mindste, og jeg troede
allerede at have forvundet min Sejer, da Sven-
ningsen næste Lørdag stak mig en splinterny
Karakterbog i Haanden med de Ord: „Nu kan
du bringe den hjem til din Fa’er!“
Jeg aabnede den — o Rædsel! — Paa første
Side saas det forsvundne Køretøj og nederst,
med Svenningsens faste Haand: „Foregiver at
have tabt sin gamle Karakterbog i Vandet og
betales derfor en Mark for en ny.“ — Nej, med
Svenningsen løb man ikke Fastelavn!
Trist og tung sneglede Tiden sig hen bag
Skolens graa Mure, hvor jeg følte mig som en