48 / 228
37
tryk paa min overspændte Fantasi, og nu, da
vi skulde bestige Taarnet, frygtede jeg for de
blanke, stirrende Glasøjne, som skulde drage
mig i Fordærvelse.
Med en dulgt Angst steg jeg op ad Taar-
nets mange Trapper og Stiger til vi naaede
Sneglegangen uden om Spiret. Her saae jeg til
min Glæde, at Rækværket var saa højt og tæt, at
min lille Person umuligt kunde komme i Fare.
Bag ved mig havde jeg lange Nik, og da jeg
var bange for, at han mulig kunde blive lige
saa farlig som „Kikkertmanden“ , steg jeg hurtig
opad indtil jeg sad klemt som en Flue helt
oppe under Kuglen, hvorfra jeg saae Sundet,
Amager, Kalveboderne og Byen ligge dybt under
mig, som et uhyre Landkort, hvor Hestene løb
som smaa, brune Fluer. Men pludselig begyndte
dette Landkort at dreje sig. Sundet løb ind i
Kalveboderne, Amager forenede sig med Salt
holm, og Christiansborg Slot lagde sig ret ud
for Børsen. Samtidig syntes jeg at Taarnet
svingede forover og jeg kom derved til at se
nedad mod Kirkegaarden. O Rædsel! — Ved
en af Gravene stod en graa, kappeklædt Skik
kelse og stirrede med et Par store, runde, blin
kende Glasøjne lige op imod mig. Det var
„Kikkertmanden!“ — Jeg gav et Skrig, faldt
om paa Trappen, og i det Samme hørte jeg