50 / 228
39
sprukne Gravsten, gik saa op i de øde Stuer
og ind i min Moders lille Kabinet. Jeg aabnede
hendes Bogskab, vilde læse — umuligt! — Det
var, som laa der Støv over hvert et Minde, som
om sorte Edderkopper havde trukket Forglem
melsens Spind selv over hendes Skikkelse. Jeg
huskede kun Et — Kikkertmanden.
Fader kom hjem, spurgte hvad jeg fejlede;
men jeg turde Intet sige, ikke for Alt i Verden.
Jeg sagde blot, at jeg ikke var rask, og han
raadede mig til at gaa tidligt hjem for ikke at
faa mine Koldfeberanfald igen. Tidligt hjem!
— Ak, havde han anet den Skyggeverden, der
var draget ind i min Sjæl, saa havde han ikke
givet mig dette usalige Paabud.
Skumringen begyndte at falde. Gennem de
halvmørke, søndagsøde Gader vandrede jeg
langsomt hjemad, aandelig og legemlig træt,
nervøst hidset til det Yderste. Jeg mødte Ingen
og brød mig heller ikke derom, men da jeg
kom i den Porthvælving, som den Gang for
bandt Børsen med Banken, traadte en graa,
kappeklædt Skikkelse ud af en Krog og hostede
hæst. Det gav et Sæt i mig — det var „Kik
kertmanden“, ganske som jeg havde set ham
fra Taarnet — samme Hat, samme Kappe og
for Øjnene et Par store, runde, buede Briller, i
hvilke Lygteskæret spejlede sig.
Jeg kunde