54 / 228
43
men turde ikke komme til Vinduet af Frygt
for, at han skulde staa dernede og trække mig
til sig.
Saa klang Retrætens Toner fra Laboratoriet.
Lange, hendøende Hornsignaler, og da de sidste
Toner svandt, syntes jeg, at Alt blev saa stille
og dødt omkring mig. Jeg listede mig i Seng,
trak Tæppet helt op over Hovedet og laa som
i en Grav.
Man fortæller om Hoffmann, at han tilsidst
selv gruede for de Fantomer, han havde skabt,
og at de i Feberfantasi fyldte hans Sjæl med
Rædsel. Har Hoffmann virkelig lidt disse Kva
ler, er det Nemesis, som har ramt ham; thi
hvad jeg, og mange Andre, har lidt under hans
ironisk kolde Fremmaning af alle Helvedes
Aander, lader sig ikke beskrive. Disse Timers
Kval har jeg aldrig glemt; endnu mindre, hvad
de førte med sig.
Overvældet af Dagens og Nattens Syner maa
jeg til Slutningen være falden hen i en lethargisk
Dvale; thi jeg hørte ikke mine Kammerater
komme hjem, ja vækkedes end ikke ved en
Tordentale, som Kjøge holdt fordi En var kom
men til at glemme et Parti Svinebørster i hans
Seng. Men henad Morgenstunden havde jeg
en Drøm eller rettere Vision saa forfærdelig, at
den var paa Nippet til at røve mig Forstanden.